Tørke er ikke noget, vi oplever så tit herhjemme, og derfor er det heller ikke ofte, at varme er i fokus, når man taler om klimasikring af huse. Lange, varme og meget tørre sommerperioder kan dog påvirke dit hus lige så meget som store regnmængder. Tørkeskader rammer dog ikke nær så mange, men når de rammer, går det ofte ud over husets vinduer, døre og hjørner.
Hvornår opstår tørkeskader?
Helt overordnet opstår tørkeskader, fordi den fede lerjord, der er under huset udtørrer. Jorden udtørrer pga. høje temperaturer og mangel på regn. Når jorden er meget tør, sørger træer og buske for at ”suge” fugten i jorden til sig, så de kan leve. Når fugtmængden i lerjorden falder, fylder jorden mindre, og det gør, at huset begynder at falde ned. Jorden svinder dog ikke lige meget alle steder, og det indebærer, at huset f.eks. kun falder i et hjørne. Det kan forårsage spændinger og lave revner.
Hvor udbredt er tørkeskader i Danmark?
Undergrunden består flere steder i Danmark af ler, og her er det særligt det såkaldte ”plastisk ler”, som kan volde problemer, hvis nedbør udebliver i en længere periode. Plastisk ler er rig på kalk og god til at optage store vandmængder, hvilket gør det udsat, når regnen udebliver. Den lertype findes flere steder i landet, herunder størstedelen af Jylland syd for Limfjorden, Sydlolland, Nordvestsjælland samt Syd- og Vestfyn.
Tørkeskader er ikke dog nær så udbredte som skader som følge af øgede regnmængder. Før 2018 var der ingen overblik over skader pga. tørke, og man talte heller ikke om forsikring mod tørke. I takt med de ændrede klimaforhold er forventningen dog, at vi i de kommende år vil opleve voldsommere vejr, og dermed også længere perioder med begrænset nedbør og høje temperaturer.
Kilde: Miljøtilstand.nu
Hvordan forhindrer du tørkeskader?
Da træer og buske suger fugten fra jorden, kan det i perioder med meget tør jord være værd at overveje, om et stort træ skal fældes. Birketræer er nogle af de træer, der optager mest væske, men hvis en træfældning er i dine overvejelser, så kontakt f.eks. en byggerådgiver, inden du gør noget. Det er også vigtigt at huske på, at træer og buske er gode at have i perioder med meget regn, da de optager noget af vandet og bidrager til at mindske risikoen for oversvømmelse på din grund.
Når tørken rammer, kan det være fristende at vande sig ud af problemet, men det er ikke vejen frem. For at forhindre tørkeskaderne er det en stor mængde vand, du skal bruge, og det vil være en meget dyr affære. Hertil kommer, at hvis du vander med store mængder vand, er der er stor risiko for, at du i stedet skader dit hus, f.eks. med fugtskader.
Vent med at reparere skader
Selvom det er fristende at reparere, hvis dit hus har fået tørkeskader, så er det ikke en god idé at gøre med det samme. Skaden er ofte forårsaget af, at leret har trukket sig sammen, og det udvider sig, når det igen bliver fugtigt. Derfor anbefales det, at du venter minimum et år, før du får udbedret skaderne fuldstændigt. Er der opstået revner som følge af tørke, er det dog også vigtigt, at de bliver dækket til, indtil de kan repareres, ellers risikerer du at få fugtproblemer i huset. Revner kan f.eks. dækkes til eller fuges med silikonefuge. Hvis revnerne skal udbedres er det vigtigt, at du er opmærksom på, om det er kosmetiske revner, der blot skal skjules for at undgå, at der trænger fugt ind, eller om det er revner, der kan give funktionssvigt. Det er derfor vigtigt, at du får en byggesagkyndig til at tilse skaderne.
Hvor brugbar var dette indlæg?
Klik på en stjerne for at give din bedømmelse.
Gns. bedømmelse 4.8 / 5. Antal bedømmelser 23
Ingen bedømmelser endnu.