Hvordan sparer jeg på vandet i hverdagen?

Ved du, hvordan du sparer på vandet i hverdagen? Ofte er det faktisk ganske små ting, der skal ændres. Læs med her og få gode råd til, hvordan du mindsker dit vandforbrug.

Indhold på denne side

Hvordan sparer jeg på vandet i hverdagen?

Vand er en knap ressource, og det er derfor vigtigt, at du er bevidst om, hvordan du kan spare på vandet. Det vil f.eks. gavne miljøet og fremtidige generationer. Generelt bruger vi mest vand på at gå i bad og til personlig hygiejne, og en dansker bruger i gennemsnit 101 liter vand dagligt. Helt overordnet bruger vi vand til at:

  • Vaske tøj
  • Drikke og lave mad
  • Gå i bad og personlig hygiejne
  • Vaske op og gøre rent
  • Gå på toilettet

Med nogle ganske få justeringer kan du skrue ned for dit vandforbrug, og dermed kan du også spare penge på vandregningen.

Skru ned for vandet i badeværelset

Da vi typisk bruger mest vand til at gå i bad og til personlig hygiejne, er det en god idé at se på vanerne i badeværelset. Går du i bad i en bruser, eller går du i karbad? Lader du vandet rinde, når du børster tænder og sæber dig ind eller putter shampoo i håret? Der er mange små vaner, der kan reducere dit vandforbrug på badeværelset. Væn dig f.eks. til at slukke for vandhanen, når du børster tænder, til at tage kortere bade og til at bruge det lille skyl på toilettet, når du har tisset. Hvis du ikke allerede har det, kan du også overveje at anskaffe dig en sparebruser, da den hjælper dig med at reducere dit vandforbrug. Generelt er der faktisk flere vandbesparende teknologier, som du kan anskaffe dig i hjemmet.

Vær opmærksom på vanerne i køkkenet

Udover badeværelset kan køkkenet også være en stor vandsluger til f.eks. opvask og madlavning. Når du vasker op, kan du spare meget vand ved at bruge en balje i stedet for at vaske op under en rindende hane. Har du en opvaskemaskine, bør du samtidig vente med at starte den, til den er helt fyldt op. Under madlavningen kan du med fordel vænne dig til at skylle dine grøntsager i en skål frem for at skylle dem under hanen. Vær samtidig opmærksom på, at du ikke bruger mere vand end nødvendigt, når du f.eks. skal koge pasta eller grøntsager. Vil du gerne have et glas koldt vand til at slukke tørsten? Hav en kande stående i køleskabet, så du ikke skal lade vandet stå og løbe, indtil det er koldt.

Vask tøj med omtanke

Helt overordnet bør du vente med at vaske tøjet, til det trænger til det, og når du vasker det, så sørg for at vælg den lavest mulige temperatur. Det er samtidig en god idé at fylde vaskemaskinen helt op, så du får vasket mest muligt tøj ved brug af mindst muligt vand.

Hvor varmt vand bruger du?

Det også værd at være opmærksom på, hvor varmt vand du bruger. Det koster nemlig mere at bruge varmt end koldt vand. Ved at skrue ned for vandtemperaturen i f.eks. brusebadet, er der derfor penge at spare på vandregningen.

Er alle installationer helt tætte?

Det er en god idé, at du er opmærksom på, om nogle af dine installationer er utætte eller løber og dermed bruger vand unødigt. Er opvaskemaskine eller vaskemaskine en ældre model, kan du også overveje at udskifte den med en mere energirigtig model. Nyere modeller bruger nemlig mindre vand.

Tjek din vandmåler

En god vane er løbende at tjekke dit vandforbrug ved at aflæse din vandmåler. Herved opdager du hurtigt, hvis der er en lækage eller utæthed et sted i dit hjem.

Husk også de gode vaner udendørs

Det er ikke kun indendørs, er det er vigtigt at tænke over vandforbruget, udendørs er der nemlig også flere små ting, du kan ændre og dermed reducere dit vandforbrug. Skal blomsterne vandes? Brug en vandkane i stedet for haveslangen. Med en haveslange spilder du ofte en del vand. På varme sommerdage kan det være sjovt for børn at lege vandlege. I den forbindelse er det en god idé at anskaffe f.eks. vandpistoler, så haveslangen ikke kommer i brug. Her i Danmark regner det ofte, og det kan du lige så godt udnytte. Opsaml regnvandet og genbrug det til f.eks. blomstervanding eller vask af bilen.

Hvor brugbar var dette indlæg?

Klik på en stjerne for at give din bedømmelse.

Gns. bedømmelse 5 / 5. Antal bedømmelser 3

Ingen bedømmelser endnu.

Del indlægget på sociale medier

Facebook
Twitter
LinkedIn

Andre indlæg som dette