Naturgas
Naturgas i Danmark kommer fra felter i Nordsøen og løber gennem gasnettet ud til forbrugerens gasfyr. Gassen vil her blive antændt, og afbrændingen opvarmer brugsvand og vandet til radiatorerne. Der findes godt 400.000 danske boliger med et gasfyr i 2022. Hvis dit fyr er under 8 år gammelt, skal der serviceeftersyn på hvert tredje år. Er dit fyr til gengæld ældre, skal det til serviceeftersyn hvert andet år.
Det er dog ikke lovligt at installere et gasfyr i nye boliger, men hvis man udskifter et eksisterende gasfyr, er det lovligt. Naturgas vil blive udfaset inden udgangen af 2030.
Fordelen ved at anvende naturgas er, at det er relativt godt udbredt og nemt. Det er også billigere end opvarmning med olie, og så kan du kombinere det med solvarme.
Ulemperne er dog, at der vil være en lille risiko for gas- og kulilteudslip. Derudover er det en varmekilde, som er under udfasning, da det er en miljøbelastende varmekilde. Priserne er også steget voldsomt siden 2020.
Oliefyr
Et oliefyr er et fyr, som brænder olie af, og derefter bruger varmen derfra til at opvarme brugsvand og vand til husets radiatorer. I 2021 var der 190.000 registrerede oliefyr, men i 2010 var der registeret 346.000 oliefyr.
Servicebehovet for et oliefyr er én gang om året, hvor fyrets kedel skal renses af en fagmand. Hver femte år skal kedlen efterses, og hver 15. år skal man have tjekket hele oliefyret og husets varmesystem som rør, radiatorer osv.
Man må ikke installere et oliefyr i nyopførte boliger eller ældre boliger, hvor det er muligt at få fjernvarme. Hvis der er mulighed for at få udskiftet til varmepumper, er det også at foretrække. I 2030 skal oliefyret være fuldt udfaset ifølge regeringens klimapolitiske mål. Du kan med andre ord ikke få et oliefyr, medmindre du har ét i forvejen.
Den eneste fordel er for dig, der har det i forvejen, og ikke har mulighed for at skifte opvarmningskilde. Der vil en udskiftning af et gammelt oliefyr til et nyt, kunne give besparelser.
Oliefyret er langsomt ved at blive udfaset i Danmark. Det er en dyr opvarmningsform, og oliepriserne svinger meget og kan blive dyrere. Derudover er det også dårligt for klimaet.
Træpillefyr
Et træpillefyr fungerer helt på samme måde som ved et olie- eller gasfyr. Her bruger man bare træpiller, som er lavet af sammenpressede træspåner og savsmuld. Der findes ca. 120.000 husstande, som fyrer med træpiller.
Et pillefyr vil kunne erstatte et oliefyr i de huse, hvor det ikke er en mulighed for fjernvarme.
Det er både billigt i drift og installering. Du skal dog bruge tid på at påfylde, hvilket skal gøres ca. 1 gang om ugen, medmindre du har en, der automatisk påfylder. Du skal også rense fyret 1 gang om ugen, så det kræver en del vedligeholdelse. Derudover optager et lager af træpiller også meget plads i dit hus, og så kan det også svine lidt. Pillefyret vil om sommeren kunne ende med at producere mere varme, end husstanden vil bruge.
Ifølge loven skal den tilknyttede skorsten tjekkes af en skorstensfejer mindst én gang om året, hvor fyret skal efterses med 1-2 års mellemrum. Der er snak om, at der skal være ekstra afgifter på træpiller, men det er ikke sket endnu.
Se også: Hvad koster træpiller?
Solvarme
Der er tale om solvarme, når solenergien omdannes til varme. Det bliver gjort gennem et solvarmeanlæg, som består af solfangere. Disse anlæg bliver brugt i store dele af verden til at skaffe varmt vand og opvarmning af bygninger med eksempelvis fjernvarme.
I fremtiden ses der langt flere solvarmeanlæg, som skal stå for mange husstandes årlige varmeforbrug. Det er nemlig ifølge tænketanken Grøn Energi, at der vil ske en firedobling af vores solvarmekapacitet i dansk fjernvarme i de kommende år.
En væsentlig fordel ved solenergi er, at det er solen, som er energikilden. Solen er en ubegrænset energikilde, som vi ikke vil kunne udtømme. Man vil dermed også kunne se frem til, at man slipper for ens elregning i mange år. Den helt store ulempe ved solenergi er prisen for det. Men du kan blive meget klogere på fordele og ulemper ved solenergi her.
Elvarme
Ved elvarme opvarmes boligen ved hjælp af strømdrevne radiatorer, der opstilles i boligens rum. Elvarmen findes hovedsageligt i sommerhuse og andre fritidshuse. Der kræves ikke nogen service på radiatorer, dog skal de holdes rene.
Bruger du el som primær opvarmningsform, opfordres du til at skifte til et mere energirigtigt alternativ. Det er svært at skære brugen af elvarme over én kam, da nogle boliger bruger bæredygtig strøm fra fx solceller til at opvarme boligen.
Hvis det er registreret i BBR (Bygnings- og Boligregistret), at din bolig har elvarme som primær opvarmningsform, kan du få nedsat elvarmeafgiften for den del af elforbruget i helårsboliger og sommerhuse, der opvarmes ved elektricitet, der overstiger 4.000 kWh årligt.
Du kan supplere elradiatoren med en billigere varmekilde som eksempelvis luft-varmepumpe, da den giver op til fem gange mere varme.
Har du til gengæld mange solceller, er elvarmen et gangbart alternativt til andre opvarmningsformer, om end fordelen ville være markant større med varmepumpe. Bliv klogere på solceller her.
Det er nemt at installere elvarme, da man ikke skal bruge rørføring til radiatorer. Man kan selv installere dem – de skal bare sættes direkte til en stikkontakt. Skal du have flere radiatorer op, skal du have en elektriker til at gøre det.
Det er en dyr opvarmningsform. Ved at investere i en luft- varmepumpe kan elvarmen gøres mere effektiv, hvis boligen er tæt.
Fjernvarme
Fjernvarme er et fælles lokalt- eller regionalt varmesystem, hvor vandet cirkulerer i et lukket system. Varmt vand kommer fra varmeværket og bliver sendt ud til forbrugerne, hvor det afkølede vand sendes retur til værket, hvor det så vil blive genopvarmet. Fjernvarmeselskaberne leverer opvarmet vand gennem et rørnet ud til boligerne, hvor det afgiver varme fra radiatoren eller fra en varmeveksler. 65% af fjernvarmen kommer i 2022 fra vedvarende energikilder, og over 1,8 mio. danske boliger har fjernvarme, hvilket gør det til den mest udbredte opvarmningsform. Det er målet at fjernvarmenettet skal kun dække 75% af varmekunderne i fremtiden.
Fordelene ved fjernvarme er, at det er billigt, nemt og miljøvenligt. Fjernvarmeselskaberne må ikke tjene penge, hvilket gør, at prisen afspejler den reelle pris.
Ulemperne ved fjernvarme er, at mange anlæg ikke passer i størrelse og indstilling til det hus, de er installeret i, og på den måde udnyttes varmen ikke optimalt. Nogle af fjernvarmeværkerne benytter kun én varmekilde. Det kan eksempelvis være naturgas, hvilket vil gøre dem sårbare, hvis der kommer store udsving i energipriserne på den varmekilde. Hvis de har flere varmekilder, vil risikoværdien være bedre. Hvis du skal benytte fjernvarme, kræver det, at der er fjernvarmenetværk i området.
Jordvarme
Jordvarme er, hvor en varmeslange med frostvæske graves ned i jorden og opsamler den varme, som er lagret i jordlagene. Derfra flyttes energien gennem slangen ind til en varmepumpe i huset, hvor den omsættes til varme igennem en kompressor. Der var i 2021 37.000 jordvandvarmepumper, hvilket stiger med ca. 2.000-2.300 om året.
Servicebehovet for jordvarme er et årligt serviceeftersyn af en certificeret kølemontør.
Fordelene ved jordvarme er, at det er billigt og miljøvenligt, men du vil også fremtidssikre din bolig, hvis du har jordvarme.
Den største ulempe ved jordvarme er, at det er relativt dyrt og besværligt at installere. Det stiller også krav til, at du har et stort friareal i din have, som skal graves delvist op. Tommelfingerreglen er, at man skal bruge et haveareal, der er ca. 2-3 gange større end det areal, som skal opvarmes. Da man skal grave varmslangerne ned i jorden, vil det være en klar fordel at bruge denne varmekilde, hvis du skal bygge nyt hus.
Luft- vandvarmepumpe
Denne varmepumpe sidder i en boks uden for huset. Her trækker en ventilator luften ind forbi en varmeveksler, som hiver varmen ud af luften. Det bliver brugt til at opvarme vandet i husets varmtvandsbeholder og varmesystem. I 2021 var der ca. 70.000 luft-vandvarmepumper, og der forventes en kraftig stigning i antallet fra 2022 og frem.
Ligesom ved jordvarme skal der laves et årligt serviceeftersyn.
I fremtiden anses varmepumper for en af de bedste opvarmningsformer. Det gælder især i de områder, hvor det ikke er muligt at føre fjernvarme. Varmepumper er derfor oplagt som en erstatning for oliefyr og gasfyr.
Luft- vandvarmepumpe er nem, billig og miljøvenlig. De er dermed også billigere og lettere at installere end jordvarme. Dog er det stadig lidt dyrt at etablere. Udedelen støjer, og kan skæmme husets udseende.
Hvor brugbar var dette indlæg?
Klik på en stjerne for at give din bedømmelse.
Gns. bedømmelse 5 / 5. Antal bedømmelser 1
Ingen bedømmelser endnu.